Du er her

Debatindlæg, Århus Stiftstidende, 2.5.2012

Flere penge til faldefærdigehuse

Af Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter
Flemming Damgaard Larsen, MF for Venstre, opfordrer mig til at genindføre nedrivningspuljen, så faldefærdige huse i landdistrikterne og på småøerne kan rives ned (Stiften 30. april).

Lad mig først slå fast, at jeg ligesom Damgaard Larsen er optaget af, at vi får gjort noget ved de mange dårlige huse, som skæmmer vores landskab, udlejes af kyniske boligspekulanter til familier med sociale problemer og måske også hæmmer bosætningen i yderkommunerne.

Derfor har jeg for nylig foreslået, at vi omfordeler en del af de statslige midler, som kommunerne kan bruge til bl. a. at istandsætte og nedrive faldefærdige huse. Konkret vil omfordelingen betyde, at de mindre byer fremover vil kunne få 75 mio. kr. årligt til område-og bygningsfornyelse i stedet for de nuværende ca. 22,5 mio. kr. Men det vil Venstre ikke være med til. Partiets boligordfører, Louise Schack Elholm, har i hvert fald meldt ud, at Venstre er imod mit forslag.

Lad mig i øvrigt minde om, at VK-regeringen mig bekendt ikke havde aktuelle planer om at fortsætte nedrivningspuljen. I hvert fald var der ikke afsat en eneste krone til puljen på den forrige regerings finanslovsforslag for 2012.