Du er her
Ungdomsboligforsyningen er et kommunalt ansvar
Kommunerne har ganske vist ikke selv bemyndigelse til at opføre ungdomsboliger, men de kan i samarbejde med enten private bygherrer eller almene boligselskaber medvirke til at sikre, at der er det fornødne antal ungdomsboliger.
Men selvom jeg har tiltro til, at kommunerne lever op til deres ansvar og sørger for, at der er tilstrækkelig med ungdomsboliger, vil jeg ikke afvise, at det kan være svært for studerende at finde billige boliger i de større universitetsbyer - særligt i forbindelse med studiestart. En del af forklaringen er formentlig, at beboerudskiftningen ikke er den samme som tidligere. Lejerne flytter ganske enkelt ikke fra deres boliger i samme omfang, som de plejer, og det skaber midlertidigt en mangel på små, billige boliger visse steder i landet.
Men det er vigtigt at holde sig for øje, at der de senere år er bygget ungdomsboliger med offentlig støtte. Som det også fremgår af artiklen, er der alene i 2010 givet tilsagn til at opføre over 3.700 nye boliger - det er det højeste antal i mere end 15 år. Så generelt er der en rimelig forsyning af ungdomsboliger i kommunerne.
Lad mig til sidst kommentere på kritikken af, at regeringen "ikke vil blande sig i de studerendes boligkrise". Det er der intet belæg for at hævde. Tværtimod fremgår det af regeringsgrundlaget, at regeringen vil sikre, at der opføres flere ungdomsboliger, så det fremtidige behov imødekommes. På den baggrund kunne man godt efterlyse en lidt grundigere research fra journalistens side.
