Du er her
, 12.4.2012
50 mio. kr. til områdefornyelse
Carsten Hansen sætter med 50 mio. kr. gang i udviklingen i en række af landets nedslidte og problemramte by- og boligområder både på landet og i byerne.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter uddeler 50 mio. kr. til områdefornyelse i 13 byområder i 11 af landets kommuner. Projekterne skal gøre bymiljøet i områderne mere attraktivt med bl.a. samlingssteder for beboerne, mindre trafik, bedre adgang til grønne områder samt smukkere torve og pladser.
"Jeg er glad for, at så mange kommuner nu kan arbejde målrettet med at skabe gode rammer for beboernes hverdag - både i landets større byer og i mindre lokalsamfund på landet. For at en positiv udvikling i et byområde kan lykkes, kræver det, at der bygges videre på de ressourcer, der allerede findes i området, og at det sker i samarbejde med de lokale parter", siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter.
Attraktiv bymidte i Haslev
En af de kommuner, der modtager støtte, er Faxe, som får 5 mio. kr. til at forny Haslev bymidte. Bymidten har gennem en længere periode haft en del problemer med bl.a. udsatte unge, butiksdød og et skrantende, regionalt image som uddannelses- og erhvervsby.
En af de kommuner, der modtager støtte, er Faxe, som får 5 mio. kr. til at forny Haslev bymidte. Bymidten har gennem en længere periode haft en del problemer med bl.a. udsatte unge, butiksdød og et skrantende, regionalt image som uddannelses- og erhvervsby.
Områdefornyelsen skal medvirke til, at det igen bliver attraktivt at bosætte sig i Haslev bymidte, hvad enten man er borger eller forretningsdrivende. Blandt andet skal byrummene fornyes, så der bliver mulighed for aktiviteter rettet mod de unge og udtjente erhvervsejendomme tænkes ind i nye sammenhænge og anvendelser.
Hovedgaden i Bredebro skal have et løft
Et andet område, der modtager støtte, er Bredebro i Sønderjylland i Tønder Kommune. Bredebro er en ældre stationsby, der er præget af forfald. Hovedgaden skæmmes af tomme udlejningsboliger, nedslidte facader, ledige erhvervslejemål og hurtigkørende trafik. Byen mangler desuden aktiviteter til områdets unge samt uformelle mødesteder og attraktive byrum for byens borgere.
Kommunen får nu 1,5 mio. kr. til en områdefornyelsesindsats, der skal skabe en attraktiv og sammenhængende by ved fysiske forbedringer, bl.a. ved renovering af hovedgade, trafikreducerende foranstaltninger og etablering af mødesteder.
Yderligere oplysninger kan fås hos kommunikationschef Thomas Bille Winkel, tlf.: 41 71 77 11, og specialkonsulent Helga Madsen, tlf.: 41 71 78 53.
Hvilke kommuner har fået støtte?
Områdefornyelsesindsatsen skal skabe en attraktiv og sammenhængende by ved bl.a. fysiske forbedringer, der kan skabe ny identitet på tværs af byens opdelinger.
Følgende 11 kommuner har fået støtte:
Faxe Kommune, Haslev bymidte - 5 mio. kr.
Frederiksberg Kommune, Nordre Fasanvej Syd og Nordre Fasanvej Nord - 6 mio. kr. og 7,5 mio. kr.
Kerteminde Kommune, Langeskov Centrum - 3 mio. kr.
Københavns Kommune, Fuglekvarteret Vest og Fuglekvarteret Øst - 6,5 mio. kr. og 7,5 mio.kr.
Mariagerfjord Kommune, Assens bycenter - 1,5 mio. kr.
Morsø Kommune, Sejerslev og Ørding - 600.000 kr.
Odsherred Kommune, Hørve - 2,3 mio.kr.
Thisted Kommune, Bedsted, Gl. Bedsted og Morup Mølle - 1,5 mio. kr.
Tønder Kommune, Bredebro - 1,5 mio. kr.
Vejle Kommune, Egtved Midtby - 2,35 mio. kr.
Aabenraa Kommune, Aabenraa bys historiske bykerne - 5 mio. kr.
De kommuner, der har fået støtte, skal nu i samarbejde med de lokale parter udarbejde et program for indsatsen i de udvalgte områder. Kommunerne skal selv bidrage med mindst to tredjedele af udgifterne.
Seneste nyheder
- Fuldt hus til borgmestermøde om landdistrikter (24.5.2013)
- Børn og unge skal selv planlægge deres by (24.5.2013)
- Nyt digitalt forum for vidensdeling om landdistrikter (22.5.2013)
