Du er her
Ny huseftersynsordning giver bedre indblik i boligens stand
Den nye huseftersynsordning træder i kraft den 1. maj 2012. Både købere og sælgere får dermed en bedre beskyttelse i forbindelse med aftaler om køb af bolig. Ændringerne handler bl.a. om flere nye oplysninger om boligen i tilstandsrapporten, nye generelle oplysninger om hustypen, en særskilt elinstallationsrapport og en forbedret forsikringsdækning.
Tilstandsrapporten indeholder nu oplysninger om den forventede restlevetid på boligens tag samt oplysninger om vvs-installationer. Den bliver desuden suppleret med en generel hustypebeskrivelse. Her kan man læse om de byggetekniske forhold, der var sædvanlige på det tidspunkt, hvor huset blev bygget, samt om det oprindelige kloaksystem og gasarten radon.
Som noget nyt vil køber fremover få en særlig rapport om husets elinstallationer, som giver en bedre indblik i funktionsdygtigheden og lovligheden af elinstallationerne i ejendommens bygninger. Køber kan i givet fald som udgangspunkt ikke over for sælgeren påberåbe sig forhold ved bygningens elinstallationer.
Flere oplysninger om boligens stand følges ad med en forbedret ejerskifteforsikring, som fremover bl.a. dækker manglende eller nedsat funktion af samt ulovlige forhold ved el- og vvs-installationer, som ikke er nævnt i tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten. Herudover skal ejerskifteforsikringen dække forøgede byggeudgifter samt rimelige udgifter til teknisk bistand og genhusning.
Kontorchef Annette Klint Kofod i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter udtaler:
"Køb af bolig er en kæmpe investering. Det er derfor afgørende, at man fra myndighedernes side kan tilbyde en omfattende huseftersynsordning, der kan give både købere og sælgere økonomisk sikkerhed, hvis der er noget galt med huset. Med de nye regler forbedres grundlaget for beslutning om køb af en ny bolig."
Læs mere om den nye huseftersynsordning og andre forhold ved bolighandel på hjemmesiden boligejer.dk
Seneste nyheder
- Nyt digitalt forum for vidensdeling om landdistrikter (22.5.2013)
- Pulje til Landsbyfornyelse klar til uddeling (21.5.2013)
- Femerns fremtid tilhører ungdommen (16.5.2013)
